Tweede Divisie indtager i dag en helt særlig position i den hollandske fodboldpyramide. Rækken fungerer siden 2016 som det højeste officielle amatørniveau, men er samtidig placeret som det tredje trin under Eredivisie og Eerste Divisie. Historisk har turneringen dog haft flere ansigter: Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne var den den laveste af de tre professionelle rækker, før den i 1971 blev nedlagt. Over fire årtier senere gjorde den comeback for at skabe bedre sammenhæng mellem elite- og amatørfodbold.

Genindførelsen var resultatet af en langvarig debat i hollandsk fodbold om gennemstrømning mellem divisionerne. På papiret ophævede Topklasse i 2010 det lukkede system, men i praksis viste springet fra amatør- til proflicens sig for stort. En beslutning i december 2014 i KNVB’s forsamling åbnede derfor døren for en ny, mere fleksibel model: En 18-holds Tweede Divisie, licenskrav med minimumskontrakter for spillerne og både op- og nedrykning – om end med flere forbehold og overgangsordninger.

I dag spilles der fortsat hel turnering med hjemme- og udekampe, mens divisionsnavnet følger hovedsponsoraterne og således siden 2023/24 lyder navnet Betnation Divisie. Selv om rækken officielt er amatør, er den tænkt som springbræt til videre professionelle udfordringer, og fortællingen om Tweede Divisie er derfor samtidig en fortælling om balancen mellem traditionel klubkultur, økonomiske realiteter og kravene til moderne elitefodbold.

Historisk baggrund

Professionel æra 1956–1971

Tweede Divisie blev stiftet i 1956 som del af den store omlægning, der også skabte Eredivisie og Eerste Divisie, blot to år efter at professionel fodbold blev introduceret i Holland. I de første sæsoner bestod ligaen af to parallelle afdelinger – Tweede Divisie A og Tweede Divisie B – med hver femten klubber. Den todelte struktur forsvandt i 1960/61, hvor der i stedet blev spillet i én samlet række, men kom igen fra 1962/63 til 1965/66, denne gang med sytten hold i hver afdeling.

Fra sæsonen 1966/67 blev formatet definitivt samlet i én landsdækkende afdeling med 23 klubber. I disse år fungerede ligaen reelt som et fuldt professionelt landskab, men efter 1970/71-sæsonen besluttede KNVB at afskaffe rækken som led i en større sanering af betalt fodbold. Seks klubber rykkede op i Eerste Divisie – De Volewijckers, FC Eindhoven, FC VVV, Fortuna Vlaardingen, PEC og Roda JC – mens de resterende elleve vendte tilbage til amatørrækkerne.

Mellemperioden 1971–2016

Nedlæggelsen betød, at Eerste Divisie fra 1971 blev laveste professionelle niveau, og i mere end 40 år fandtes der ingen direkte nedrykning fra denne række. I 2010 indførte man Topklasse som nyt øverste amatørtrin for både lørdags- og søndagsklubber. Formålet var at åbne et sportsligt vindue mellem professionelle og amatører, men interessen for oprykning viste sig minimal.

Blandt Topklassens mandskaber ønskede kun FC Oss, der i 2009/10 var rykket ned fra Eerste Divisie og vandt den første Topklasse for søndagsklubber, at udnytte retten til at vende tilbage til det professionelle niveau. Strenge licenskrav og markant forhøjede omkostninger gjorde skridtet uoverskueligt for de fleste. Først efter konkursbølger i Eerste Divisie valgte Achilles ’29 i 2013, under lempeligere betingelser, at rykke op.

Reintroduktionen fra 2016 og fremefter

I december 2014 vedtog KNVB at genindføre Tweede Divisie fra sæsonen 2016/17. Den nye konstruktion skulle fungere som mellemniveau mellem professionel og amatørfodbold og skabe reel bevægelighed. Ligaen blev fastsat til 18 klubber, og regelkomplekset indeholder både krav om et minimumsantal kontraktspillere og en – i princippet – åben adgang til oprykning.

Den sportslige hverdag i den genindførte række blev fra starten påvirket af en række overgangsbestemmelser: I første sæson rykkede Jong AZ som reservehold op i Eerste Divisie, men allerede fra 2017/18 blev oprykningsretten begrænset og senere helt frosset frem til og med sæsonen 2022/23. Sideløbende har KNVB gentagne gange justeret antallet af reservehold i divisionen og lanceret en separat under-21-liga med direkte duel mod lavest placerede reservehold fra Tweede Divisie.

Struktur og format

Deltagende klubber og licenskrav

Tweede Divisie består af 18 hold. Selvom rækken officielt kategoriseres som amatør, forpligtes klubberne til at have et vist antal spillere på kontrakt. Formålet er at sikre en professionel talentudvikling og gøre springet til Eerste Divisie mindre brat. Kun to reservehold (ofte benævnt “belofteteams”) må deltage ad gangen efter beslutningen i december 2019; øvrige andenhold er henvist til den nye under-21-konkurrence.

Turneringsformat

Der spilles en hel, dobbeltturnering. Hver klub møder alle øvrige både hjemme og ude, hvilket giver i alt 34 spille­runder. Pointsystemet følger international standard med tre point for sejr og ét for uafgjort.

Sponsorater og navneskift

Ligaens officielle navn afhænger af dens hovedsponsor. Fra 2021/22 bar rækken navnet Jack’s League, mens den siden 2023/24 officielt hedder Betnation Divisie. Begge navne anvendes parallelt med den traditionsrige betegnelse Tweede Divisie.

Tilskuertal

Genoplivningen i 2016 har generelt medført lavere tilskuertal end lørdagens Topklasse, hvor over 1.000 tilskuere per kamp tidligere var normen, men en stigning i forhold til søndagens Topklasse. Statistikker – indsamlet uofficielt af Transfermarkt – viser, at lørdagsklubber stadig tiltrækker flest tilskuere, mens weekendafviklingen samlet giver et midterleje mellem de to tidligere topklasser.

Det er værd at notere, at sæsonerne 2019/20 og 2020/21 blev afbrudt på grund af COVID-19-pandemien efter henholdsvis 24 og 6 runder; ingen af disse sæsoner nåede derfor at sætte fuldt sammenlignelige publikumstal.

Oprykning og nedrykning

Oprykningsmekanismer

Ved reintroduktionen var udgangspunktet, at rækkens mester skulle rykke op i Eerste Divisie. Allerede fra 2017/18 bortfaldt denne pligt, og KNVB indførte en midlertidig frysning af enhver tvungen oprykning, som blev forlænget flere gange og gælder frem til afslutningen af sæsonen 2022/23. Det betyder, at kun under særlige omstændigheder – eksempelvis når licensen, økonomien og viljen er til stede – kan en klub avancere.

Nedrykning og play-off

Det hold, der slutter sidst, rykker umiddelbart ned i Derde Divisie. Nummer 16 og 17 spiller kvalifikationsspil mod seks periodevindere (eller deres stedfortrædere) fra Derde Divisie. Vinder holdene fra Tweede Divisie deres playoff-opgør, bevares status; taber de, rykker de ned.

Særlige regler for reservehold

Efter beslutningen i 2019 begrænses antallet af reservehold til to. Det lavest placerede reservehold skal i et dobbeltopgør forsvare sin plads mod vinderen af under-21-ligaen. Dermed findes en selvstændig op- og nedrykningsstige for klubbernes andenhold uafhængigt af de ordinære førstehold.

Resultater og præstationer

Mesterskabsliste

Gennem årene har Tweede Divisie haft flere forskellige formater, hvilket afspejles i listen over mestre. Fra 1956 til 1966 var der tidvist to afdelinger, og i disse sæsoner kåres derfor to vindere. I den nuværende æra er der én samlet mester pr. sæson.

Evig tabel

En samlet “evig tabel”, hvor alle sæsoners point omregnes til tre-point-sejre, er løbende blevet opdateret senest 25. maj 2025. Tabellen illustrerer klubbernes historiske styrke i ligaen, men detaljerede tal publiceres ikke her.

Topscorere

Rækken fører også en statistisk oversigt over de mest scorende spillere gennem tiderne. Selve tallene fremgår ikke i dette format, men de dækker både den historiske (1956-71) og den moderne (fra 2016) periode.

Nuværende udfordringer og fremtidsperspektiver

Tweede Divisie befinder sig fortsat i et spændingsfelt mellem amatør- og profstruktur. Licenskravene ligger højere end i de øvrige amatørdivisioner, men lavere end i Eerste Divisie. Dertil kommer stigende økonomisk pres, der kan gøre oprykning uattraktiv – en væsentlig årsag til, at KNVB flere gange har forlænget den midlertidige frysning af automatisk oprykning.

Samtidig rejser integrationen af reservehold og deres særskilte op- og nedrykningsveje diskussioner om sportslig balance og talentudvikling. Hvorvidt ordningen med maksimalt to beloftehold viser sig bæredygtig, vil afhænge af resultaterne af den nye under-21-liga og dens sammenhæng med klubbernes akademier.

Endelig vil udviklingen i tilskuerinteressen være central. Ligaen har i sin nuværende form formået at fastholde solide publikumstal blandt de klassiske lørdagsklubber, men den skal fortsat arbejde for at tiltrække bredere opmærksomhed for at sikre økonomisk stabilitet i en tid, hvor konkurrencen om fans og sponsorer kun bliver skarpere.

Konklusion

Tweede Divisie er et produkt af både tradition og fornyelse. Den blev etableret som laveste professionelle række, forsvandt i 1971 og blev genskabt i 2016 som øverste amatørlag. Under skiftende formater, licenskrav og sponsorater tjener den i dag som bro mellem amatør- og profverdenen. Historikken rummer spektakulære mesterskaber fra både storby- og provinsklubber, og de seneste sæsoner viser, at ligaen stadig evner at skabe stærke sportslige historier.

Hvilken retning Tweede Divisie tager i de kommende år, afhænger af spørgsmål om økonomi, strukturreformer og klubbernes ambitioner. Men uanset udfordringerne står det klart, at ligaens kombination af tradition, talent og lokal forankring fortsat gør den til en essentiel bestanddel af hollandsk fodbold.