VVV-Venlo er en traditionsrig fodboldklub fra den limburgske grænseby Venlo, grundlagt den 7. februar 1903 under navnet Venlose Voetbal Vereniging. Klubben er dermed en af de ældste i det organiserede hollandske ligasystem og har igennem mere end et århundrede oplevet både guldalder, dybe sportslige kriser, økonomiske omvæltninger og et væld af farverige profiler. VVV-Venlo spiller i dag sine hjemmekampe i Covebo Stadion – De Koel – og stiller i de ikoniske gul-sorte farver, som i dag er uløseligt forbundet med klubben og dens identitet.

Historien rummer markante højdepunkter som KNVB-pokaltitlen i 1959, tredjepladsen i den første fulde Eredivisie-æra 1960/61 og ikke mindst tre mesterskaber i Eerste Divisie (1993, 2009, 2017). Men fortællingen om VVV-Venlo er samtidig historien om hårdføre op- og nedture mellem nationens øverste to rækker, om spektakulære cup-run, om tætte relationer til både den regionale forankring i Nord-Limburg og en overraskende global tiltrækningskraft – især i Japan efter Keisuke Hondas gennembrud i 2008.

Klubben er kendt for sin stærke lokale forankring, et engageret fanmiljø med dybe rødder i Venlos bykultur samt en evne til at fostre talenter trods begrænsede økonomiske rammer. VVV-Venlo har i flere omgange måttet kæmpe for den økonomiske overlevelse, senest gennem en WHOA-rekonstruktionsproces i 2023/24, men står fortsat oprejst som et fyrtårn for regional stolthed og vedbliver at drømme om en varig tilbagevenden til landets fineste fodboldscene.

Historisk overblik

Oprindelse og etablering (1903–1912)

Klubbens rødder går tilbage til vennekredsen bag foreningen De Gouden Leeuw, der i årene omkring århundredskiftet dyrkede den nye sportsgren fodbold i Venlo. Efter flere navneændringer – herunder Valuas – fandt man 7. februar 1903 frem til den betegnende titel Venlose Voetbal Vereniging. Allerede i 1909 og 1910 absorberede VVV de lokale klubber VITOS, THOR og Quick, og organisationen fik dermed en bredere base i regionen.

I klubbens første leveår eksisterede der slet ingen sydlig Eerste Klasse, hvorfor de bedste hold fra Limburg var afskåret fra topniveauet. Først i sæsonen 1912/13 blev en sydlig afdeling etableret, og VVV var med fra starten, dog med svingende sportslige resultater.

Mellemkrigstid og efterkrigsårene (1912–1952)

Efter en nedrykning i 1922 til Tweede Klasse blev VVV i en længere periode en dominerende aktør i den næstbedste række, men uden afgørende succes i jagten på oprykning. Først med strukturudvidelsen efter Anden Verdenskrig kom klubben igen permanent i Eerste Klasse, og i årene 1948-52 blev det til intet mindre end fire på hinanden følgende fjerdepladser – et signal om, at VVV var klar til de professionelle udfordringer, som snart skulle følge.

Overgangen til professionel fodbold og gyldent kapitel (1953–1962)

Begyndelsen af 1950’erne var stormombrust. KNVB beskyldte VVV for at betale sine spillere, og i 1954 blev konkurrenten Sportclub Venlo ’54 oprettet og indmeldt i den nye professionelle NBVB-liga. Da de to forbund (KNVB og NBVB) fusionerede 25. november 1954, fulgte en dag senere en lokal fusion mellem VVV og Sportclub Venlo. Den fælles enhed – først under navnet Sportclub VVV ’03 – vandt sin allerførste officielle KNVB-kamp mod Ajax i Amsterdam med 3-2, en debut, der satte tonen for et stærkt årti.

Med profiler som Jan Klaassens, Faas Wilkes og Coy Koopal etablerede VVV-Venlo sig som en solid subtopklub. Kulminationen kom i 1959, hvor klubben løftede KNVB-pokalen efter en 4-1-triumf over ADO i Haag. To år senere fulgte tredjepositionen i Eredivisie 1960/61, hvilket udløste deltagelse i datidens International Football Cup.

Svingende årtier (1962–1989)

Glansperioden ebbede ud med nedrykningen i 1962. Finansielle vanskeligheder truede endda eksistensen, men under Rob Baan vendte vinden: VVV vandt nacompetitie i 1976 og var igen Eredivisie-klub. I anden halvdel af 70’erne blev især hjemmekampene på De Koel frygtet – man slog såvel Feyenoord som PSV – men i 1979 satte uro i spillertruppen kursen mod ny nedrykning.

Oprykningen i 1985 markerede starten på en ny højdekurve. Med Jan Reker som træner præsterede VVV to femtepladser i træk (1986/87 og 1987/88), nåede semifinalen i KNVB-pokalen 1988 og spillede om europæiske billetter i nacompetitie. Men årgang 1988/89 blev ramt af storsalg og trænerafgange, og endnu engang ventede Eerste Divisie.

Op- og nedture mellem divisionerne (1990–2006)

1990’erne formede sig som en rutchebanetur: Oprykning via play-off i 1991, ned igen i 1992, titel i Eerste Divisie 1993 – og endnu et hurtigt farvel til Eredivisie. Midten af årtiet var præget af bundplaceringer i niveau to, men i begyndelsen af det nye årtusinde rejste klubben sig. VVV deltog i nacompetitie 2004 og 2005, og efter to andenpladser sikrede man med dramatik en eftertragtet oprykning i 2007 via playoff-sejr over RKC Waalwijk.

Den moderne æra (2007–2023)

Debutsæsonen 2007/08 i landets bedste række bød på mindeværdige point mod Feyenoord, Ajax og PSV, men sluttede med nedrykning. Allerede i 2008/09 gjorde VVV det af med alle konkurrenter, sikrede det tredje Eerste-Divisie-mesterskab og vendte tilbage til Eredivisie – nu anført af den japanske midtbanestjerne Keisuke Honda.

Salg af Honda til CSKA Moskva i vinterpausen 2009/10 blev et skelsættende øjeblik: klubben gled mod bunden, men overlevede. Årene 2010-13 var præget af trænerfyringer og intense playoff-kampe; til sidst tabte VVV samlet til Go Ahead Eagles og rykkede ned i 2013.

Maurice Steijn overtog i 2014, og via gradvise fremskridt førte han gule-sort til mesterskab i 2017, hvilket igen udløste en Eredivisie-returbillet. Placeringerne 15 (2017/18) og 12 (2018/19) var solide, men 24. oktober 2020 blev en sort dag: hjemmebane-nederlaget på 0-13 til Ajax skrev sig ind som den største sejr i Eredivisie-historien. Trods trænerskift faldt hammeren; i maj 2021 stod nedrykningen ikke til at undgå, selv om Giorgos Giakoumakis nettede 26 gange og blev ligaens topscorer.

I Eerste Divisie formåede VVV ikke omgående at kæmpe med om oprykning. Klubben nåede dog playoff i 2023, men røg ud til Almere City efter straffesparksdrama.

Økonomisk omstrukturering og nutid (2023–)

Kombinationen af manglende tv-indtægter, pandemiens følger og sportsligt dyk førte til alvorlige økonomiske problemer. I august 2023 iværksatte ledelsen en WHOA-procedure, og 1. februar 2024 stadfæstede Retten i Limburg en akkord, som eftergav størstedelen af gælden. Dermed blev VVV-Venlos fortsatte eksistens sikret, men ambitionerne om et hurtigt Eredivisie-comeback måtte midlertidigt nedjusteres.

Identitet, farver og symboler

Klubbens navn og betydning

Forkortelsen VVV står for Venlose Voetbal Vereniging. Fra dag ét har klubnavnet dermed signaleret en lokal forankring, og kombinationen af tre V’er har med årene fået ikonisk status i hollandsk fodbold.

Spilledragter gennem tiderne

Den klassiske hjemmetrøje er gul med en sort horisontal eller diagonal stribe, sorte shorts og gule strømper. I 1970’erne og 80’erne eksperimenterede klubben med røde og hvide sæt – en visuel afvigelse, der dog aldrig vandt samme symbolske gennemslagskraft som gul-sort.

Clublied

Siden 2005 har Alles heej is VVV...! – forfattet på Venloos dialekt af musikeren Frans Pollux – været det officielle clublied. Frem til da gjaldt 1963-sangen Hup Hup Hup VVV som den melodiske signatur.

Mascotten Koelie

1. juli 2004 introducerede VVV en officiel maskot: hunden Koelie. Figuren optræder ved hjemmekampe, på klubarrangementer og i marketingmateriale som et børne- og familievenligt ansigt udadtil.

Retired number 28

I juli 2015 trak VVV trøjenummer 28 tilbage til ære for ungdomsspilleren Beau Vilters, der omkom i en trafikulykke 14. juni 2015, blot 18 år gammel. Ingen VVV-spiller vil fremover bære nummeret.

Stadioner og faciliteter

Stadion De Kraal

Fra 1903 til 1972 spillede klubben i Stadion De Kraal, som i 2020 igen kom i brug som træningskompleks. De Kraal ligger få hundrede meter fra den nuværende hjemmebane, hvilket tydeliggør geografiens rolle i klubbens historie.

Covebo Stadion – De Koel –

Siden marts 1972 har De Koel været VVV’s faste hjemmebane. Navnet betyder “kule” på lokaldialekt – et passende billede, da arenaen bogstaveligt talt er placeret i en udgravet hulning på Kaldenkerkerweg. Stadionrekorden blev sat i 1977, da 24.500 tilskuere så VVV spille 2-2 mod Ajax.

I 2004 gennemgik De Koel en større renovering; fra 2005 bar anlægget navnet Seacon Stadion – De Koel –, og i 2019 overtog Covebo Uitzendgroep navnerettighederne. Kapaciteten er aktuelt 8.000 tilskuere. Efter en periode med kunstgræs (2013-2020) blev der igen lagt naturgræs op til sæsonen 2020/21.

Fremtidige stadionplaner

Planerne om et nyt multifunktionelt stadion har været på tegnebrættet siden 2006, men blev skrinlagt i 2013. I juni 2017 lancerede VVV dog en masterplan for en trinvis ombygning af De Koel til 12.000 overdækkede pladser. I foråret 2021 luftede direktør Marco Bogers muligheden for at genoptage visionen om en helt ny arena andetsteds i kommunen.

Træningsanlæg og Sportpark Merelweg

Siden vinterpausen 2017/18 har ungdomsakademiet haft base på Sportpark Merelweg, lige over for stadion. Anlægget rummer et 200 m² stort klubhus med fitness, medicinske faciliteter og undervisningslokale.

Klubbens organisation

Ledelse og bestyrelse

VVV-Venlos overordnede ledelse består af en bestyrelse samt en daglig direktion. Seneste officielle opdatering (10. juni 2025) fastslår, at strukturen fortsat bygger på en todelt model med en sportslig og en kommerciel gren. Navne på bestyrelsesmedlemmerne fremgår dog ikke af det tilgængelige materiale.

Trænerstab

Staben omkring førsteholdet blev senest revideret pr. 10. juni 2025. Oversigten bekræfter en klassisk organisation med cheftræner, assistenter, målvogtertræner, performanceafdeling og medicinsk personale, men konkrete navne og roller er ikke offentliggjort i de anvendte kilder.

Samarbejdsklubber

3. juni 2024 indgik VVV-Venlo et officielt udviklingssamarbejde med tyske Schalke 04, primært rettet mod udlejning og udvikling af unge talenter. Tidligere har klubben haft partnerskaber med blandt andre FC Porto, West Ham United og brasilianske Coritiba FC.

Ungdomsafdelingen

Fra 2010 til 2013 drev VVV en fælles Voetbalacademie VVV/Helmond Sport. Dernæst indgik man i den regionale RJO PSV-EHV sammen med PSV og FC Eindhoven, inden akademiet fra 1. juli 2016 igen kom på egne ben. Siden 2018/19 opererer VVV med seks elitehold: U10, U12, U13, U15, U17 og U19.

Kvindefodboldprojekt 2010-2012

I 2010 meldte VVV et kvindehold til Eredivisie Vrouwen, men da hovedparten af spillertruppen i 2012 valgte at skifte til det nystiftede hold PSV/FC Eindhoven, trak klubben prompte sin licens og lukkede satsningen.

Supporterkultur

Fanmiljø og officielle supporterklubber

Den ældste officielle fanorganisation er D’n Twellefde Man, mens der siden 2006 også har eksisteret godkendte tyske og japanske fanklubber. På hjemmekampe er VAK O3 på Hai Berden-tribunen kendt som stemningssektion.

Særarrangementer og priser

• Jan Klaassens Award – uddeles siden 2005 til største talent fra egen ungdom.
• Herman & Wiel Teeuwen Memorial – årlig venskabskamp, indstiftet 2004 til minde om Herman Teeuwen; fra 2024 også opkaldt efter lillebror Wiel.

Venskaber og internationale relationer

En del af den aktive fangruppe plejer venskabelige bånd til KFC Uerdingen (Tyskland), West Bromwich Albion (England) og Verbroedering Geel (Belgien) – transnationale relationer, der understreger Venlos grænsenære beliggenhed.

Kendte fans

Fremtrædende tilhængere tæller politikeren Geert Wilders, cykelrytterne Mike Teunissen og Roy Curvers, guitarist Mark Jansen (Epica), gitarist Theo Joosten (Rowwen Hèze), operasanger Sef Thissen samt tv-profil Lex Uiting, der skrev klubbens mesterskabssang i 2017.

Priser, meritter og rekorder

Nationale titler og æresbevisninger

Oprykninger til Eredivisie

1976, 1985, 1991, 1993, 2007, 2009, 2017

Europæiske meritter

Rekorder

• Største sejr i KNVB-pokalfinalen: 4-1 mod ADO (1959)
• Største nederlag i Eredivisie-historien: 0-13 mod Ajax (24. oktober 2020)
• Højeste tilskuertal i De Koel: 24.500 mod Ajax (1977)
• Flest Eredivisie-mål i én sæson for VVV: Giorgos Giakoumakis, 26 træffere (2020/21)

Spiller- og trænerprofiler

Legender og ikoner

Jan Klaassens (57 landskampe) står som det ultimative klubikon; hans tidligere cigarkiosk er i dag indrettet som mini-museum. Andre prominente navne fra 1950’erne er Faas Wilkes og Coy Koopal, mens 1980’erne fremhæver profiler som Stan Valckx, Ger van Rosmalen og Remy Reijnierse.

Japanske spillere

Siden Keisuke Honda ankom i 2008 har VVV tiltrukket flere japanske navne, herunder Maya Yoshida, Robert Cullen og Yuki Otsu. Klublegenden Sef Vergoossen og agent Tetsuro Kiyooka fungerede som brobyggere mellem japanerne og klubben.

Topscorere

Nøjagtige årlige topscorerlister fremgår ikke af kilderne, men det er dokumenteret, at Giorgos Giakoumakis kronede sæsonen 2020/21 som hele Eredivisies nummer ét med 26 mål – første gang en VVV-spiller opnåede denne titel.

Internationale landsholdsspillere

Flere spillere har fået landsholdsdebut, mens de bar den gule trøje. Listen omfatter blandt andre Jan Klaassens og Faas Wilkes for Holland. En fuldstændig oversigt er ikke offentliggjort i kilderne.

Markante cheftrænere

• Rob Baan – løftede klubben i 1970’erne og stod bag oprykningen 1976.
• Jan Reker – to femtepladser i 1987 og 1988.
• Maurice Steijn – formede mesterholdet i 2017 og opnåede klubbens bedste placering (12) siden 1988.
• Hans de Koning – reddede holdet fra nedrykning i 2020 og ledte klubben under det historiske 0-13-nederlag.

Statistik og sæsonoversigt

VVV har spillet i den sydlige Eerste Klasse siden 1912/13, debuterede i Eredivisie ved professionel struktur 1956 og har siden pendlet mellem niveau 1 og 2. Perioder med kontinuerlig topfodbold strakte sig 1954-62, 1985-89, 2009-13 og 2017-21, mens klubben i andre faser har været fast inventar i Eerste Divisie.

Museum og historisk bevaring

VVV-Museum

Klubben driver et eget museum integreret i fanshoppen ved De Koel. I begyndelsen af 2022 præsenterede man eksempelvis en særudstilling om 50 år i De Koel.

Jan Klaassens Museum

Det separate Jan Klaassens-museum på Parade-pladsen i Venlo rummer unikke memorabilia fra den tidligere midtbanestjerne og vedligeholdes i samarbejde med Limburgs Museum.

Fremtidsperspektiver og udfordringer

Økonomi og WHOA-proces

Den succesfulde afslutning på WHOA-rekonstruktionen i februar 2024 har givet VVV et økonomisk pusterum, men budgettet er fortsat beskedent i forhold til Eredivisie-aspiranterne. Strategien frem mod 2030 vil derfor balancere talentudvikling, transferindtægter og forsigtig investering.

Sportslige ambitioner

Målsætningen er på sigt at returnere til Eredivisie og etablere klubben i midterfeltet. Samarbejdet med Schalke 04, fokus på egne ungdomshold og en løbende modernisering af De Koel skal understøtte denne vision. På kort sigt ligger opgaven i at stabilisere sig i top-6 af Eerste Divisie og generobre playoff-pladserne.

VVV-Venlo står dermed på tærsklen til endnu et nyt kapitel – med respekt for sin rige historie, ydmyghed over for de økonomiske realiteter og troen på, at de gul-sorte igen kan markere sig i toppen af hollandsk fodbold.