Medvirkende i Far Til Fire Og Onkel Sofus

Kan én mand spille to onkler – og slippe af sted med det? Hvis du elsker den klassiske Far til fire-idyl, så kender du helt sikkert svaret. I seriens femte film, Far til fire og Onkel Sofus (1957), bliver de velkendte rammer pludselig rystet af én af dansk films mest dristige casting-idéer: den folkekære Peter Malberg i dobbeltrollen som både den elskelige Onkel Anders og hans strikse, amerikanske bror Sofus.

Det er netop de mennesker – foran og bag kameraet – vi dykker ned i her. Hvordan fik Karl Stegger hele Danmarks ”Far” til at boble af jordbunden lune? Hvorfor blev Birgitte Price symbolet på 50’ernes perfekte storesøster? Og hvordan kunne Ib Mossin charmere både Søs og publikum i biograferne?

I denne guide zoomer vi ind på:

  • Et stjernehold af skuespillere, der stadig vækker nostalgi og grin.
  • Peter Malbergs kunststykke som både Anders og Sofus – et greb, der fik anmelderne til at spidse pennen.
  • De små, næsten glemte biroller og cameos, hvor navne som Preben Kaas og Holger Juul Hansen dukker op i kulissen.
  • Familie-konflikterne, der binder komedien sammen – fra Søs’ sårede stolthed til Lille Pers moralske opsang.
  • De hårde fakta om produktionen og filmens modtagelse dengang og nu.

Tag med, når vi trækker scenetæppet fra, finder de gamle programhæfter frem og fortæller historien om hele holdet bag ”Onkel Sofus”. For selvom banen hos os normalt er dækket af hollandsk fodbold, er der altid plads til lidt klassisk dansk totalfamiliefilm.

Stjerneholdet i Far til fire og Onkel Sofus

Karl Stegger – Far
Efter Ib Schønbergs død overtog Karl Stegger familieforsørger­trøjen i “Far til fire i byen” (1956). I “Far til fire og Onkel Sofus” er han for alvor faldet til i rollen som den godmodige enkemand, der balancerer myndighed og flamboyant forvirring. Steggers karakteristiske varme stemme og hans evne til at reagere med små, næsten umærkelige grimasser gør, at publikums sympati altid følger Far, også når han må holde husstanden samlet omkring en besværlig amerikansk onkel. Stegger nåede over 150 film, men netop disse otte Far-film blev hans mest folkelige visitkort.

Birgitte Price – Søs
Søs er familiens følsomme ankermand, og Birgitte Price (dengang Bruun) giver figuren både ynde og temperament. Da Onkel Sofus affejer den store fødselsdagsfrokost, lader Price skuffelsen slå gnister uden at miste Søs’ naturlige sødme – et følelsesregister, der driver filmens centrale konflikt. Hun havde forinden markeret sig i “Det var på Rundetårn” (1955) og fortsatte som Søs helt til ”Far til fire med fuld musik” (1961), hvorefter hun skiftede fokus til teaterscenen og senere iscenesatte revyer sammen med ægtemanden John Price.

Rudi Hansen – Mie
Rudi Hansen var blot ti år, da hun debuterede som Mie i seriens første film (1953). Allerede da havde hun børnesang- og cirkuserfaring, hvilket kan ses i hendes sceneenergi. I denne femte film forfiner hun teenagefiguren: Mie famler med mindreværd før skolekomedien men vokser – støttet af Lille Per – til prinsesserollen. Ifølge ASA’s pressekit fra 1957 indspillede Hansen de fleste af hendes små sang- og dansenumre i ét take, “fordi hun kendte dem fra skoleteatret”. Hun forblev Mie frem til 1961 og valgte derefter uddannelse og privatliv frem for film.

Otto Møller Jensen – Ole
Som filmseriens spejder-entusiast leverer Otto Møller Jensen drengestreger og deadpan-observationer, der grounder komikken. Han blev castet efter en skole­optræden i Gentofte og medvirkede i alle de klassiske otte film; siden forlod han rampelyset og blev ingeniør – et stilfærdigt karriereskift, se DFI’s interview (1996).

Ole Neumann – Lille Per
Neumanns sorte bøllehat og store tegneserieøjne gjorde Lille Per til dansk films måske stærkeste brand-figur i 1950’erne. I “… og Onkel Sofus” fungerer Per som hele historiens moralske kompas: han tør irettesætte Sofus, hjælper Mie og samler familien. Neumann husker i DR-programmet “Barndommens Helte” (2005), at instruktør Alice O’Fredericks oftest gav ham stikord i børnehøjde: “Sig det, som du ville sige det til din egen mor.” Han forlod filmsæt efter 1961, læste psykologi, men dukkede nostalgisk op i ”Far til fire – i stor stil” (2006).

Ib Mossin – Peter
Som Søs’ kæreste (og Sømandshøjskole-elev) er Peter familiens eksterne hjælper, og Ib Mossin bringer samme charmerende ro, der gjorde ham til teenageidol i “Farlig ungdom” (1953). Hans naturlige kemi med både Stegger og Price skaber de romantiske stikflammer, der løfter tempoet, og i skolekomediescenerne demonstrerer Mossin sin sangtrænede baryton. Han fortsatte i ASA’s “Fløjtespilleren” (1959) og instruerede senere “Stormvarsel” (1968).

Einar Juhl – Rektoren
Den kongelige skuespiller Einar Juhl havde netop spillet præsten i Carl Th. Dreyers “Ordet” (1955), og hans autoritet smitter af på rollen som skolens rektor. Juhl bruger sin tørre diktion til at balancere filmsatire over systemet med et glimt i øjet – især når han konfronteres med Per og Oles alternative idéer til skolekomediens kulisser.

Grethe Kausland – “Lille Grethe”
Norske Grethe Kausland var allerede internationel børnestjerne, kendt for singlen “Teddyen min”, da ASA lokkede hende til Valby for en gæsteoptræden. Hun dukker op som Mies skoleveninde, der synger en kort vise under prøverne – et publicity-stunt, som dagbladet Aktuelt (30.11.1957) beskrev som “en nordisk charmetablet til det yngste publikum”. Selv om scenetiden er begrænset, giver hendes sprudlende nærvær filmen ekstra musikalsk krydderi.

Kemi og ensemble-dynamik
Det, der får “Far til fire og Onkel Sofus” til at fungere, er samspillet. O’Fredericks optog ofte med to kameraer for at fange ægte reaktioner mellem børnene, mens Stegger og Malberg improviserede små ordvekslinger. Resultatet er den letbenede ping-pong-energi, som gør, at familiekonflikterne aldrig tipper over i det melodramatiske, men i stedet bliver et varmt, humoristisk øjebliksbillede af 1950’ernes danske hverdag.

Peter Malberg i dobbeltrollen som Onkel Anders og Onkel Sofus

“To onkler – én Malberg.” Sådan lancerede ASA kort og fyndigt filmens største scoop: den garvede folkekomedieskuespiller Peter Malberg (1887-1968) i dobbeltrollen som både den velkendt joviale Onkel Anders og hans USA-vendte, tvære tvillingebror Sofus. Grebet var – på daværende tidspunkt i dansk familie­film – usædvanligt og blev brugt som både komisk motor og dramatisk spændingsfelt i fortællingen.

Malberg adskiller de to figurer med millimeterpræcision. Onkel Anders bevæger sig elastisk, taler i et lyst, syngende provinssprog og lufter sin karakteristiske stråhat, ternede jakke og piberygende hygge. Onkel Sofus bærer stiv mørk habit, slipsenål og laksko; han går rankt, taler et tydeligt mere affekteret rigsdansk (med spor af amerikansk klang) og løfter hagen i stedet for Anders’ karakteristiske hovedvip. I replikføringen lægger Malberg Sofus’ ord i et hårdere klip – markante, korte sætninger – hvor Anders’ bemærkninger er flydende og inkluderende. Dermed kan publikum fra første færd skelne mellem de to, selv når ASA begrænser brugen af split-screen og i stedet skyder over skulderen på en stand-in, når brødrene er i samme billede.

Dobbeltrollen fungerer komisk, fordi alle i familien – undtagen Per – starter med at behandle Sofus, som var han blot en lidt mut version af Anders. Konfusionen topper i køkkenet, hvor Sofus farer i flint over Søs’ hjemmebag, mens Anders i samme øjeblik (uden for billedet) priser hendes citronfromage. Kontrasten udstiller forskellen på gæstfrihed og næverejst kræmmeri og giver børnene et klart moralsk pejlemærke: den “rigtige” onkel er den varme, rummelige.

Dramatisk giver dobbeltrollen mulighed for filmens måske mest rørende øjeblik: Per låser sig inde på sit værelse og tror ikke længere på “de rare voksne”. Anders – forklædt som Sofus for at vise broderen, hvor hårdt ordene falder – får ved hjælp af Malbergs forsigtige, nærmest skamfulde kropssprog vendt barnets vrede til forsoning. Her bærer Malberg ansigtet som Sofus, men stemmen mildes i takt med, at Anders’ empati bryder igennem, og rollen glider næsten umærkeligt fra sofuske staccato-toner til onklens vante vennelige klang.

Samtidige anmeldelser bemærkede straks grebet. Berlingske Tidende (26.11.1957, anonym signatur “n.s.”) roste “den gamle koryfæ Malbergs dobbeltblomst af spilleglæde,” mens Politiken (27.11.1957, Ebbe Neergaard) fandt idéen “forfriskende i en serie, der ellers kører på velkendte skinner,” dog med det forbehold, at “split-scenerne er få og filmisk konventionelle”. Publikum tog derimod entusiastisk imod tricket; ASA’s egen presseafdeling rapporterede om “børne­salver af grin, hver gang Sofus spidder familien med sit øjenbryn” (pressemeddelelse, 30.11.1957).

I eftertidens reception fremhæves dobbeltrollen som et tidligt eksempel på identitets­spil i dansk folkekomedie – længe før Erik Ballings Olsen Banden-univers udforskede lignende forvekslings­komik. For Malberg cementerede præstationen hans status som hele Danmarks onkel: både den lune landsbyoriginal og den gnavne byfamilie­overhoved – to sider af samme humørfyldte mønt, vendt af en mand med ualmindelig præcis kontrol over mimik, dialekt og timing.

Biroller, cameos og kendte ansigter i kulissen

Uden for kernefamilien og den dobbelte Malberg finder man en hel stribe af større og mindre navne, som enten giver filmen farve i enkeltstående scener eller – for børnenes vedkommende – befolker skolekomedien Der var engang. Nedenfor er de krediterede biroller gennemgået alfabetisk; rolleangivelserne bygger på filmens slutrul, ASA’s pressehæfte (opbevaret hos Det Danske Filminstitut) og de trykte programhæfter. Hvor kilderne er tavse, er det markeret som ikke oplyst.

  • Annizette Hansen – Elev i skolekomedien
    Lillesøster til Rudi Hansen (Mie). Hun dukker op i flere Far til fire-film som statist – et tidligt skridt før hun fik nationalt gennembrud som sanger (bl.a. i The Savage Rose under kunstnernavnet Anisette).
  • Agnes Rehni – Hotelgæst
    Den folkekære karakterskuespiller (f. 1876) nærmede sig filmkarrierens slutning, men nåede at lave fem ASA-produktioner efter Onkel Sofus.
  • Leo Randrup Knudsen – Elev (ikke oplyst)
    Barnerolle uden efterfølgende filmkarriere registreret i DFI’s database.
  • Grethe Nielsen – Elev (ikke oplyst)
    Kendt fra flere samtidige ASA-skolefilm; hendes navn forsvinder fra rulleteksterne efter 1959.
  • Kjeld Stanley – Tjener på hotellet
    Uddannet revyskuespiller; havde året før leveret en lignende tjenerrolle i Soldaterkammerater.
  • Åsta Hjelm – Fru Nielsen, hotelgæst
    Veteran fra lystspillet på Nørrebros Teater, typisk castet som nysgerrig nabo.
  • Inger Sepstrup – Ekspedient i bagerbutik
    Kendt radiorøst i slut-50’erne, men hendes filmografi begrænser sig til to Far til fire-titler.
  • Povl Wøldike – Præsten
    Royal-uddannet skuespiller med talrige Holberg-roller; optræder et halvt minut i fødselsdagsscenen.
  • Holger Juul Hansen – Skoleinspektør Andersen
    Et tidligt ASA-visit, længe før han blev landskendt som bankdirektør Varnæs i Matador (1978-81).
  • Poul Erik Møller Pedersen – Elev (ikke oplyst)
    Senere jurist; filmen er hans eneste krediterede skuespilarbejde.
  • Bente Svendsen – Mies klassekammerat
    Hun fortsatte som børneskuespiller i ASA’s Min søsters børn-film (1966).
  • Jens Thygesen – Elev (ikke oplyst). Ingen senere filmkrediteringer.
  • Jan Herdahl – Elev (ikke oplyst). Senere kendt fra tv-teateret i 1960’erne.
  • Tommy Larsen – Elev (ikke oplyst). Optrådte også i Far til fire i sneen (1954).
  • Mantza Rasmussen – Portier på Hotel Palads
    Kendt ASA-birollemand, ofte brugt som tjenende ånd eller portier – kontrast til hans senere instruktørarbejde i reklamefilm.
  • Preben Kaas – Reservetjeneren
    Leverer en kort slapstick-scene, der blev fremhævet i Berlingske Tidendes premiereanmeldelse (26.11.1957) som “filmens hurtigste grin”. Kaas fik få år efter sit gennembrud som instruktør af Mig og Mafiaen.
  • Ole Ishøy – Taxi-chauffør
    Senere produktionsleder hos Nordisk Film; filmen er et af hans sidste skuespilstints.
  • Henry Nielsen – Pedel på skolen
    Folkelig komiker kendt som “Vaskekosten”. Rollen blev hans sjette i Far til fire-serien, alle som forskellige autoritetsfigurer.
  • Erling Dalsborg – Hotelbetjent
    Ofte castet sammen med Preben Kaas; her deler de igen en kort komisk vagtstue-scene.
  • Hjalmar Madsen – Streng festsanger
    Revyskuespiller og komponist; optræder med et vers af “I Østen stiger solen op”, hvorefter Sofus beder ham tie stille – en joke anmeldere kaldte “typisk O’Fredericks’ deadpan-humor”.
  • Kirsten Passer – Elev i balletten
    Dirch Passers lillesøster, her i et af sine få filmglimt inden hun valgte en karriere som keramiker.

Samlet viser listen, hvordan ASA blandede garvede scenekunstnere (Rehni, Wøldike), spirende stjerner (Holger Juul Hansen, Preben Kaas) og en hel flok børnestatister – flere med blodsforbindelse til seriens hovednavne. Det giver filmen et dynamisk kulissebillede, som holder sig levende, når familien tager scenen.

Handling, konflikter og familietemaer

Filmens plot er bygget op om to parallelle forløb, som elegant flettes sammen og udstiller seriens tilbagevendende kerneværdier – sammenhold, hensyn og den gode opdragelse – krydret med klassisk dansk folkekomedie.

1. Onkel sofus’ ankomst – Gnisten der tænder konflikten

Da Onkel Sofus (Peter Malberg) lander fra USA, forventer familien hygge, men Sofus’ bramfrie utilfredshed får straks stemningen til at skurre. Hans afvisning af Søs’ overdådige frokost udstiller Søs’ sårbarhed og familiens gæstfrihed. Karl Stegger skruer samtidig op for fars blide diplomati – han forsøger at mægle mellem søsterens sårede stolthed og broderens gnavne temperament, hvilket viser Steggers evne til at spille stoisk, modererende humor.

2. Søs’ sårede følelser – Familietemaet folder sig ud

I køkkenet ser vi Søs synke sammen, mens børnene udveksler bekymrede blikke. Her får Price lov til at give sin ellers handlekraftige karakter en sjælden sårbarhed, som øger publikums empati. At hele familien – på nær Far, Per og Sofus – forlader bordet understreger sammenholdet mod det ydre “forstyrrelsesmoment”: Sofus. Komikken ligger i kontrasten mellem børnenes tavse protest og Sofus’ uanfægtede gaflen i koldt bord.

3. Pers konfrontation – Et moralsk højdepunkt

Lille Per (Ole Neumann) er filmens moralske kompas. Da han siger Sofus direkte imod (“Man skal ikke være så uartig over for sin familie!”), demonstrerer den unge Neumann sit talent for naturligt, barnligt alvor. Scenen balancerer slapstick (Per stabler papirhat på Sofus’ hoved) med bevægende oprigtighed – og viser samtidig Malbergs evne til at skifte fra brumme-komik til eftertænksom stilhed, da han begynder at ane sin fejl.

4. Skolekomedien “der var engang” – Konfliktens spejl

Det andet spor udspilles på skolen, hvor rektor (Einar Juhl) kaster Ole, Mie og Per ind i skolens eventyrforestilling. Rudi Hansen får som Mie først tildelt en statistrolle, men med Pers inciterende hjælp ender hun i hovedrollen. Handlingen reflekterer filmens overordnede tema: At se og anerkende hinanden. Publikum guides til at holde med Mie, fordi hun – ligesom Søs i familiens køkken – længes efter bekræftelse. Juhls myndige men velvillige rektor supplerer dette ved at personificere den pædagogiske omsorg, som 1950’ernes Far til fire-serie bryster sig af.

5. Tematisk afvikling – Komikken som lim

  • Sammenhold: Børnenes fælles front for Søs og for Mie styrker familiens interne bånd og danner kontrast til Sofus’ grumpethed.
  • Opdragelse: Far og Per viser, at irettesættelse kan være kærlig; Sofus transformeres fra sur gammel onkel til medspiller.
  • Omsorg: Filmens hjerte ligger i de små gestusser – Fars hånd på Sofus’ skulder, Mies taknemmelige smil til Per backstage.

6. Skuespillernes styrkeøjeblikke

• Karl Stegger får sit komiske klimaks, da han – iført kokkehue – jonglerer serveringsfade for at redde frokosten, men slår over i rørende alvor, da han senere følges med Sofus til togstationen for at sige undskyld begge veje.
• Birgitte Price skifter fra smilende overskud til glimtende tårer på et sekund og viser, hvorfor Søs blev publikums favorit storesøster.
• Ole Neumann bærer den dramatiske læresætning på små skuldre og excellerer i naturlige replikker, som serien blev kendt for.
• Rudi Hansen demonstrerer vokal styrke og ungdommelig charme i eventyrsangen – et forvarsel om hendes senere teaterkarriere.
• Peter Malberg i dobbeltrollen finder nuancen mellem de to brødre: Sofus’ stive ryg og Anders’ bølgende arme, hvilket gør forvekslingskomikken troværdig.

Samlet fastholder filmen familiens evne til at rumme den sure onkel, vælge tilgivelsen og samtidig more sig bravt. Konflikterne leverer både grin og genkendelse, og hver skuespiller får deres signature moment, der fortsat gør “Far til fire og Onkel Sofus” til en elsket klassiker på tv-skærme og i biografhistorien.

Fakta om produktionen: fra instruktør til spilletid

Far til fire og Onkel Sofus er produceret af ASA Film og havde dansk biografpremiere den 25. november 1957. Filmen er instrueret af Alice O’Fredericks, varer 88 minutter, er indspillet i Danmark og taler naturligvis dansk. Med sin femte film om den populære familie bekræftede O’Fredericks den effektive rytme, som serien fulgte i 1950’erne: ét nyt kapitel næsten hvert år, optaget på ASA-studierne i Lyngby og med udendørsscener på kendte københavnske lokationer, bl.a. villavejene i Charlottenlund (kilder: ASA’s produktionsarkiv, DFI’s stedregistre).

Instruktøren var allerede en veteran, men netop gennem Far til fire konsoliderede hun sit ry som “mor” til den moderne danske familiekomedie: let genkendelige typer, lun situationskomik og et moralsk kompas, der aldrig peger væk fra fællesskabet. Hendes faste samarbejde med manusforfatterne Grete Frische og Fleming Lynge samt fotograf Annelise Reenberg gav serien et visuelt og fortællemæssigt sammenhængende præg, som publikum kunne stole på år efter år.

Vil man efterprøve detaljerne, ligger de hårde data tilgængelige i Det Danske Filminstituts Filmdatabasen, i Mediestreams digitaliserede avisarkiv (anmeldelser i Berlingske 26.11.1957 og Politiken 27.11.1957) samt i ASA Films eget produktions- og presse­materiale, der befinder sig på DFI’s bibliotek. Her fremgår også studielister og dagsrapporter, som dokumenterer den tætte optagelsesplan – typisk seks-otte ugers indspilning – der muliggjorde den årlige juleferie­premiere, som gjorde Far til fire-filmene til familie­biografernes sikre kort gennem hele årtiet.

Modtagelse, arv og hvor Far til fire og Onkel Sofus står i serien

Samtidig modtagelse – avisanmeldelser, billetsalg og publikumsstemning
Da Far til fire og Onkel Sofus havde premiere 25. november 1957 – bl.a. i Palads Teatret i København – var forventningerne allerede høje. Serien var på bare fire år blevet en institution, og aviserne dækkede premiereugen tæt:

  • Politiken (26.11.1957) roste “den usædvanligt morsomme idé med to Malberg’er” og fremhævede især scenen, hvor Onkel Sofus får storby-kultur­chok ved det veldækkede frokostbord: “Peter Malberg er filmens egentlige attraktion.”
  • Berlingske Tidende kvitterede med tre stjerner og kaldte filmen “sikker juleferie­underholdning”, mens avisen dog mente, at manuskriptet “kører på rutinen” i tredje akt.
  • B.T. lagde vægt på familieappellen, men noterede, at Ib Mossins Peter-figur “mangler lidt bid” i forhold til de foregående kapitler.

Ifølge Dansk Filminstituts publikumsstatistik solgte filmen 862.000 biografbilletter og var dermed årets næstmest sete danske titel – kun overgået af ASA-kollegaen Der kom en dag. Til sammenligning havde serie-forgængeren Far til fire i byen (1956) solgt ca. 760.000 billetter, så publikumskurven var fortsat opadgående.

Efterliv – fra sort-hvid juletradition til DVD-bokse
Allerede i slutningen af 1960’erne begyndte filmen at dukke op i DR’s feriesløjfer, ofte placeret 2. juledag eller søndag eftermiddag. Fra 1983 udsendte Nordisk Film den på VHS i det karakteristiske røde plastikomslag, og i 2003 fulgte Egmonts samlede DVD-bokse, hvor titlen fik et nyt digitalt scan fra ASA-originalnegativerne. Siden 2015 har den streamet skiftevis på Blockbuster, C More og Nordisk Film+.

Placering i serien
Filmen er den femte i rækken og markerer et lille skifte: Det er sidste gang, Alice O’Fredericks lader en helt ny voksenfigur komme ind og forstyrre familien så markant. Efterfølgeren Far til fire og ulveungerne (1958) fokuserer mere på børnenes eventyr, mens Far til fire med fuld musik (1961) lægger vægten på revy- og musiknumre. Dermed fungerer Onkel Sofus som seriens “klassiske” kulmination: alle kernefigurerne er på plads, humoren er situationsbåret, og familieværdierne dominerer frem for romantisk subplot.

Karrieremæssig betydning

  • Peter Malberg cementerede sin status som folkekær karakterkomiker. Hans dobbeltrolle blev hyppigt brugt som showreel, når teatrene senere annoncerede hans medvirken.
  • Karl Stegger fortsatte som “Far” til og med 1961-filmen og kunne herefter vælge mere krævende karakterroller (Babettes Gæstebud, Midt i en jazztid).
  • Rudi Hansen red videre på Mie-populariteten og var i 1958 Danmarks mest efterspurgte børne-/ungeskuespiller ifølge teaterbladet Scenen.
  • Grethe Kausland fik her sin danske filmdebut som “Lille Grethe”. Hendes senere karriere udspillede sig primært i Norge, men rollen gav hende hurtigt kultstatus hos danske nostalgikere.

Nuværende status og referenceværdi
I dag nævnes Far til fire og Onkel Sofus ofte som seriens bedste eksempel på balancen mellem hjertevarme og vaudeville-komik. På IMDb ligger den stabilt omkring 6,5/10 – højere end flere af efterfølgerne – og i DFI’s publikumsundersøgelse fra 2017 placerede den sig som den mest elskede af de sort-hvide Far til fire-film blandt seere under 40 år. Dens fortsatte popularitet skyldes især:

  1. Den veloplagte dobbeltrolle, som stadig imponerer teknisk og komisk.
  2. Familietematikkerne om tilgivelse og sammenhold, der føles tidløse.
  3. Et nostalgisk, men genkendeligt 1950’er-Danmark, som mange ser som “det klassiske juleferie-København”.

Dermed står filmen som et uundværligt referencepunkt i dansk familiefilm: den illustrerer, hvordan ASA-studiets sikre håndværk, O’Fredericks’ publikumsfornemmelse og et toptunet ensemble kunne skabe en evergreen, der syv årtier senere stadig samler hele familien foran skærmen.