Hvem var børnene bag den ikoniske “Kjeld” – og hvordan lever arven videre i deres hænder?

Når danskerne taster “Poul Bundgaard børn” i søgefeltet, leder de sjældent efter endnu en nostalgisk gendrivelse af Olsen-bandens kup. De leder efter navne, relationer og de helt nære historier: Hvor er Helle, Steen og Peter i dag? Hvad siger enkefru Kirsten om kærligheden, der stadig ligger foldet sammen i kærestebreve på natbordet? Og hvordan føles det for børnebørnene at kunne give hånd til en bronze-Kjeld på Valby Tingsted?

I denne guide samler vi de svar, du ikke finder i rulleteksterne – men i familiens egne erindringer, i interviews og i de offentlige hyldester, der bliver ved med at spire næsten tre årtier efter Poul Bundgaards død. Vi trækker primært på:

• Wikipedia: “Poul Bundgaard”
• BILLED-BLADET (2022)
• Alt for Damerne (2021)
• SE og HØR (2020)
• TV 2 Underholdning (2016)

Bemærk: Enkelte oplysninger kan være blevet opdateret siden kilderne blev publiceret; dags dato er 23-04-2026, og vi anbefaler altid et ekstra kilde-tjek, hvis du skal bruge fakta videre.

Tag med, når vi folder historien ud om familien, arven og minderne – fra travhesten She’s A Beauty til Bodil-statuetter og børnebørns iværksættereventyr. Det hele begynder med tre navne: Helle, Steen og Peter. Lad os starte der.

Hvad dækker vi, når vi spørger: “Poul Bundgaard børn”?

Når man taster “Poul Bundgaard børn” i Google, er det sjældent for at genopfriske Olsen-banden-replikkerne. Læserne leder først og fremmest efter:

• Navnene på hans efterkommere – hvem er de tre børn, og hvor står de i dag?
• Relationerne i den sammensatte familie – hvordan har bonus- og biologiske bånd formet hverdagen efter Pouls død?
• Arven og minderne – på hvilke måder viderefører børn, børnebørn og oldebørn hans folkelige ikon-status?

Dermed er fokus i denne artikel ikke den folkekære skuespillers imponerende film- og sangkarriere i sig selv, men familien omkring ham. Vi zoomer ind på børnene Helle, Steen og Peter, favner enkens – Kirsten Bundgaards – stemme, og ser på, hvordan nye generationer holder mindet om “Kjeld” i live.

For at give et solidt, kildekritisk grundlag trækker vi på fem hovedkilder, som linkes her, så du kan læse videre eller selv dobbelttjekke oplysningerne:

1. Wikipedia: “Poul Bundgaard”
2. BILLED-BLADET: “24 år efter Poul Bundgaards død: Kirsten har stadig hans kærestebreve liggende på natbordet”
3. Alt for Damerne: “Rørende øjeblik: Poul Bundgaards enke mødte sin mand som statue”
4. SE og HØR: “Kjelds store kup: Poul Bundgaard var modstandsmand under krigen”
5. TV 2 Underholdning/Comedy: “Dansk milliardær-arving afslører: Det flyder med hemmeligheder og løgne i overklassen”

Alle fem kilder er offentlig tilgængelige, men de spænder fra encyklopædisk opslagsværk til ugeblads- og tv-underholdning. Datoen i dag er 23. april 2026; enkelte oplysninger – som børnenes nuværende alder eller antallet af oldebørn – kan derfor være forældede. Hvor der hersker tvivl, anviser vi veje til selv at verificere gennem officielle registre eller nyere interviews, så familiens privatliv respekteres og fakta forbliver præcise.

Børnene ved navn: Helle, Steen og Peter – og familierelationerne

Tre børn – én familie

Når man taler om “Poul Bundgaard børn”, er navnene Helle, Steen og Peter de centrale. Ifølge BILLED-BLADET (2022) blev de to ældste, Helle og Steen, født i Poul Bundgaards første ægteskab, mens yngstesønnen Peter er fra hans forhold til nuværende enke Kirsten. Artiklen beskriver med vægt på, at:

• Helle Bundgaard og Steen Bundgaard altid har kaldt Kirsten “mor”.
• Kirsten selv omtaler alle tre børn som “mine”, uden skelnen mellem biologisk og bonus.

I samme interview oplyser Kirsten, at familien på det tidspunkt talte tre børn, syv børnebørn og to oldebørn. Tallene er fra 2022 og kan være ændret siden; nye ankomster i familien er ikke offentligt registreret.

Offentligt tilgængelige biografiske detaljer om de voksne børn er få. Hverken Helle, Steen eller Peter har søgt rampelyset i samme grad som deres far, og der findes ingen verificerede kilder, der giver et fuldstændigt karriere- eller privatlivsportræt af dem. Af respekt for familiens ønsker om et lavt profilniveau nøjes denne artikel derfor med ovenstående, dokumenterede oplysninger.

Det vigtigste budskab fra Kirsten – og fra de interviews familien har givet – er, at sammenholdet består. Uanset om navnet er Helle, Steen eller Peter, har de alle bidraget til at holde deres fars minder levende for både børnebørn, oldebørn og de mange danskere, der fortsat genser Kjeld og hører den karakteristiske stemme i radio og tv.

Kirstens stemme: Kærlighedsbreve på natbordet og et livsvidne til familien

Kirsten Bundgaard taler med en ro og varme, der gør det svært ikke at høre ekkoet af 36 års samliv i hvert eneste ord. I interviewet med BILLED-BLADET (2022) fortæller hun, at hun og Poul “aldrig nåede at blive uvenner”. Selv små hverdagskonflikter blev kvalt i humor, siger hun med et smil, og netop den lethed er noget af det, hun savner mest.

I soveværelset ligger Poul Bundgaards håndskrevne kærestebreve stadig på natbordet. “Jeg læser dem ofte, tit inden jeg falder i søvn,” parafraserer hun, og tilføjer, at tankerne om ham kommer hver eneste aften – som et fast ritual, der knytter fortid og nutid sammen. Børnene har ifølge Kirsten mere end én gang nænsomt foreslået, om hun ikke skulle finde en ny ledsager. Hendes svar er det samme hver gang: “Der er kun én for mig.”

Det stærke bånd til Poul er spejlet i relationen til de tre børn. Helle og Steen kalder hende fortsat “mor”, selv om hun ikke er deres biologiske forælder, og hun beskriver Peter som limen, der binder alle sammen på tværs af generationer. Som hun udtrykker det: “Vi er ét samlet kor, der synger den samme sang om ham.” Historien om kærestebrevene er derfor ikke bare et billede på personlig sorg; den er også et vidnesbyrd om, hvordan minder bliver delt ejendom i familien, fra børn til børnebørn og videre ud i kredsen af oldebørn.

Ved at holde fast i de daglige ritualer – et brev, en tanke, en lille anekdote fortalt ved middagsbordet – har Kirsten fastholdt den tråd, der forbinder familien til manden bag Kjeld. Det er hendes stemme, der sikrer, at arven ikke forvitrer til filmklip og bronzestatuer, men fortsat lever som levet kærlighed i familiens indre netværk.

Børnebørn i offentlighedens lys? Sagen om Martin Bundgaard

Mens de fleste af Poul Bundgaards børnebørn har valgt en tilværelse uden for rampelyset, dukker ét navn regelmæssigt op, når man søger på familien: Martin Bundgaard. Ifølge et TV 2-indslag fra 2016 præsenteres han som “barnebarn af Poul Bundgaard” via sin mor, der hævdes at være datter af skuespilleren. Indslaget ligger dog under TV 2’s sektion underholdning/comedy, hvilket i sig selv kalder på en ekstra kildekritisk lup – mere herom nedenfor.

I den pågældende historie fortæller Martin, at han voksede op i Gammel Holte og i ungdomsårene bar kælenavnet “Crazy Martin”. Han beskrives som en farverig iværksætter, der i 2016 stiftede livsstilsbrandet I AM. Ifølge indslaget forhandles produktet – en premium-spiritusserie – på trendy adresser som MASH, Chateau Motel og Panama i København. TV 2 fremhæver desuden hans internationale netværk; blandt andet nævnes en kortvarig bekendthed med den amerikanske skuespiller Tara Reid som eksempel på den celeb-kreds, han færdes i.

Selv kalder Martin sig i videoen en “milliardær-arving”, men hvorvidt det henviser til konkrete formuer eller er et iscenesættelsesgreb, uddybes ikke. Det samme gælder slægtskabet til Poul Bundgaard: TV 2 opstiller det som et faktum, men fremlægger ingen dokumentation ud over Martins egen fortælling. Da indslaget er produceret til en let, humoristisk flade, bør læsere – og vi som formidlere – derfor undlade at tage genealogien for givet uden supplerende beviser.

Hvad gør man, hvis man vil fastslå sandheden? Før et familietræ ridses op i faktabokse, anbefaler vi at konsultere mere autoritative kilder: folkeregisteroplysninger, kirkebøger, nekrologer eller verificerede interviews med familien. Har du som læser selv adgang til dokumentation, er du velkommen til at kontakte redaktionen; vi opdaterer gerne, hvis nye, pålidelige oplysninger måtte dukke op.

Bundlinjen er, at historien om Martin Bundgaard – “barnebarnet i champagnebranchen” – tegner et interessant billede af, hvordan arven efter en folkekær skuespiller kan leve videre i uforudsete retninger. Men indtil slægtskabet er bekræftet af kilder, der rækker ud over et comedy-segment, behandler vi relationen som mulig snarere end sikker. Det er sund kildekritik – og respekt for både familien og læserne.

Minderne i det offentlige rum: Statuen i Valby og de levende hyldester

Det var ikke kun filmhistorien, der blev støbt i bronze, da Olsen-banden-statuen blev afsløret på Valby Tingsted – det var også et øjeblik, hvor Poul Bundgaards efterladte bogstaveligt talt kunne række ud efter ham igen. En tydeligt rørt Kirsten trådte frem, lagde sin hånd på Kjeld-figuren og bemærkede, at det “føles som at holde hans hånd endnu en gang”. Hun roste samtidig portrætligheden: “Selv smilehullerne er der,” fortalte hun siden til Alt for Damerne.

Monumentet vender front mod Nordisk Film, præcis som Morten Grunwald i sin tid ønskede, og er kulminationen på initiativtageren Henrik Hansens seks år lange indsats – inklusive en indsamlingsrunde, der nåede op omkring to millioner kroner. Resultatet er ikke blot endnu en seværdighed i Valby, men et sted, hvor børn, børnebørn og oldebørn kan sætte fysiske rammer om de fortællinger, de ellers kun kender fra familiealbummet eller tv-skærmen. Når de besøger Tingstedet, ser de forbipasserende fans tage selfies, lægge blomster eller citere Kjelds uforlignelige “Jamen Egon …” – og dermed får familiens private minder et kollektivt ekko.

Samtidig holder mindesmærket arven levende udadtil: Turister og lokalbefolkning mødes til fødselsdags-hilsner og jubilæumsarrangementer foran statuen, og Bundgaards navn nævnes side om side med Ove Sprogøes og Morten Grunwalds, når guider fortæller om dansk films guldalder. For de yngste i familien betyder det, at farfar eller oldefars livsværk stadig kan opleves i nutid – ikke kun på en slidt dvd, men som et håndgribeligt vartegn midt i bybilledet.

På den måde fungerer bronzefiguren som både et kulturelt fikspunkt og et familietræ i miniformat: hver gang en ny generation lægger vejen forbi Valby, kan de se, høre og mærke, hvor meget kærligheden til Poul – og til Kjeld – stadig fylder blandt fremmede. Det er en påmindelse om, at folkekære fodboldhelte, filmroller og familiemennesker kan dele den samme plads i hjertet – og på torvet.

Arven i scenekunst og på lyd: Roller, stemmer og den sidste film

Når familien Bundgaard ser gamle filmruller eller tænder for radioen juleaften, er det ikke blot far og morfar, de møder – det er et stykke dansk kulturhistorie. Ifølge Wikipedia trådte Poul Bundgaard første gang frem på de skrå brædder i 1947, men det afgørende spring kom, da han fra 1958 til 1973 blev fast tenor ved Det Kongelige Teater. Her opbyggede han et vokalt ry, der siden gav ekko i både film og populærmusik. Fra 1969 optrådte han samtidig som skuespiller på samme scene – et dobbeltspor, der lærte børnene Helle, Steen og Peter, at arbejde og passion kan forenes.

Bodil-priserne for bedste birolle i “Slå først, Frede” (1965) og “Hærværk” (1977) markerede ham som mere end komisk sidekick. Alligevel er det som Kjeld i Olsen-banden, at eftertiden oftest nævner ham – rollen, der forvandlede familiens ferier til improviserede fan-meet-and-greets på gader og hoteller. Enkelte år har Kirsten fortalt, at børnebørnene nærmest lærte at tælle til tre via Egon, Benny og Kjeld.

Vokalarven lever videre på plader og streamingtjenester. I 1996 indspillede han bl.a. “Bella Notte”, som stadig dukker op på danske playlister. Og når Disney-klassikeren “Skønheden og Udyret” ruller over skærmen, er det hans lune baryton man hører som opfinderen Maurice – en stemmepræstation der gør ham til del af mange danskeres første filmoplevelser. For familien betyder det, at også generationen af oldebørn kan “møde” ham, selv om de er født længe efter hans bortgang.

Poul Bundgaard døde pludseligt i 1998 under optagelserne til “Olsen-bandens sidste stik”. Overgangen – hvor Tommy Kenter fysisk overtog rollen, mens Kurt Ravn lagde stemmen – blev et kollektivt farvel, som både publikum og de efterladte var nødt til at acceptere i løbet af selve filmen. Familien har senere fortalt, at netop denne særlige montage af to andre skuespillere mindede dem om, hvor uerstattelig han var, men også om, hvor meget kunstnerisk arbejde der fortsat hviler på hans skuldre.

Den 11. juni 1998 blev han stedt til hvile på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte. Gravstedet er siden blevet et samlingspunkt, når børn, børnebørn og ihærdige Olsen-banden-fans lægger blomster på mærkedage. På den måde fortsætter scenekunst, sang og film med at danne bro mellem privat sorg og offentlig hyldest – en arv, der forbliver levende i alt fra streamingstatistikker til familiealbums.

Mennesket bag ikonet: Modstandsmand, familiefar og sidste hilsener

Poul Bundgaards liv rummede andet og mere end filmoptagelser og operascener. Ifølge SE og HØR (genudgivelse) fremgår det af Modstandsdatabasen, at den unge Poul under besættelsen var tilknyttet “1. Bataillon, Sanitetsstationens Lægepersonale, 1. Kompagni”. Hans opgave var sanitetstjeneste – et stille, men risikofyldt arbejde, som han siden kun sjældent talte offentligt om. Ønsker man selv at krydstjekke oplysningen, anbefales et opslag i modstand.dk, hvor original­registreringerne ligger frit tilgængelige.

Krigen satte sig spor, men i interviews understregede Bundgaard gang på gang, at det først og fremmest var “baglandet” – hustruen Kirsten og de tre børn Helle, Steen og Peter – der gav ham mod på scenen og ro i privatlivet. Som SE og HØR parafraserer ham: “Alt det andet er blot arbejde, familien er livet.” At båndene var tætte viser også den finurlige travhistorie: I 1987 gav børnene ham hoppen She’s A Beauty i sølvbryllupsgave; året efter løb hesten små 150.000 kr. ind – en symbolsk “bonus”, der blev fejret med fælles middag snarere end champagnesprøjt.

Da Poul Bundgaard afgik ved døden i 1998, udspillede den sidste scene sig ikke på et filmset, men i Sorgenfri Kirke. Ifølge flere samtidige nekrologer stemte Kim Larsen forsamlingen til stille andægtighed med “Om lidt” – et nummer, der stadig sender et sus gennem familien ved mindearrangementer. I dag væver børn, børnebørn og oldebørn tråde mellem modstands­mod, film­magi og musikalske højdepunkter; de bevarer ikke blot en farfar eller oldefar i erindringen, men et stykke danmarkshistorie, som stadig spiller for fuldt orkester i deres hverdag.